I december havde mange af de større nyhedsmedier historier om, hvilke af deres artikler, der trak flest læsere til netavisen i løbet af 2011. Det havde Politiken skam også, og som fast læser af netavisen, blev jeg ganske overrasket over listen og ikke mindst topscoren i form af en artikel om Søren Ryge og kringle. Det er nok på mange måder en liste, som ikke helt passer med de fleste Politiken læseres selvbillede.
Artiklen om Søren Ryge og hans nære forhold til kringlen og ikke mindst Anne Margrethes opskrift på en vidunderlig god kringle blev først bragt i Tjek-sektionen på Politiken.dk, og siden blev den genudsendt på Politiken.dk, efter at DR havde sendt et program om samme.
Så der har ganske vist været to artikler og et TV-program, men forklaringen på de mange læsere skal helt givet også findes et andet sted. Når man søger på ‘kringle’ eller ‘kringle opskrift’, så har artiklen med Søren Ryge og den vidunderlige kringle en flot 2. position i de organiske resultater. Samtidig foreslår Google i søgeboksen (det såkaldte Google Suggest) også kombinerede søgninger på kringle opskrift med Søren Ryge. Det er utvivlsomt herfra, at Politiken igennem hele 2011 har modtaget trafik fra Google, og eksemplet understreger, at selv et stort nyhedsdrevet medie kan aggregere trafik over tid gennem god organisk synlighed på Google.
Her er listen med de mest læste artikler på Politiken.dk i 2011:
1. Søren Ryge og den mest vidunderlige kringle verden har set (og smagt)
3. Åbent brev til Danmark fra Sverige
4. Lastbilchauffør opklarer massedød blandt fugle
5. Kostråd om pasta og ris er en fejl
6. Overblik: Her er Thornings komplette ministerliste
7. Hvor er jeg dog træt af at skulle være lækker
9. Alle samfund har brug for en Tøger
10. Se om dine naboer er rige eller fattige
11. Rasende tabertræner: Danmark er dårlige vindere
12. Få overblikket over hele det arabiske oprør
13. Den danske højrefløj er infiltreret af hemmeligt netværk
14. Billig røremaskine skuffer fælt
15. Pressen modtager ‘Melancholia’ med høflige klapsalver
Du kan også læse mere om Top 15 listen fra Politiken.dk her. Hvad overrasker dig mest på listen?

