Gør jer klar, for inden længe vil Facebook fansider blive underlagt væsentlige ændringer. Facebook har offentliggjort, at fansider vil blive tvunget til at bruge Timeline som profil design allerede fra slutningen af februar. Udover en ændring i fansidernes design vil der også ske andre væsentlige ændringer bl.a. for algoritmen, der afgør hvilke historier, der bliver vist på brugernes væg. Applikationer vil desuden få en væsentlig mere fremtrædende rolle, og så vil der komme nye action knapper (eksempelvis ”Want”, ”Own” og ”Cook”). Det er derfor tid til at gøre sig klar til disse nye ændringer.
Hvorfor nu?
Facebook har ekstremt mange brugere og er utvivlsomt det medie, der bliver brugt mest tid på. Men Facebook har altid haft meget svært ved at finde fodfæste mht. at kapitalisere på de mange brugere.
Facebook indleverede onsdag aften i sidste uge de nødvendige papirer til det amerikanske finanstilsyn, der skal godkende deres børsintroduktion. Facebook har derfor behov for at skabe store forventninger blandt aktionærerne.
Samtidig er det også vigtigt for Facebook at vise deres app partnere som eksempelvis TripAdvisor og Spotify, at Facebook skal betragtes som en rigtig platform. De har behov for at statuere, at de har mindst ligeså meget relevans som eksempelvis Android og iOS platformene.
Herudover oplever Facebook et stigende pres fra i især Google+, som rundede 90 mio. brugere i midten af januar. Facebook har allerede og vil i den kommende tid derfor introducere en række nye kommercielle muligheder, hvilket bliver meget spændende at følge.
Hvordan kommer det til at se ud?
Når en bruger ser på jeres fansides Timeline, vil vedkommende have mulighed for at se en oversigt over de vigtigste ”historier” (begivenheder, billeder, kampagner, m.m.) i jeres brands historie. Sideadministratorer vil have mulighed for at fremhæve eller gemme disse ”historier”, således at jeres brand bliver præsenteret på den bedst mulige måde.
Da jeres brands historie ikke længere starter med den dag virksomheden fik en fanside, opfordrer vi jer til at tilføje de væsentligste ”historier” fra fortiden. Timeline vil på denne måde hjælpe brands til at gøre brandets og dets formål mere forståelig overfor brugerne.
Facebook Timeline fansider forventes at komme til at ligne billedet illustreret herunder.
Følg med på trickle…
Dette er det første af tre indlæg, der alle behandler Facebook Timeline til fansider. I de kommende indlæg vil vi gå endnu mere i dybden med, hvilke konsekvenser Timeline vil have for fansider samt komme med anbefalinger til, hvordan dette tiltag udnyttes bedst muligt.

