Facebook arbejder på at gøre det muligt at gengive Sponsored Stories direkte i brugerens news feed, og det skulle ifølge Facebook allerede blive muligt i starten af 2012. Det må betegnes som en meget drastisk ændring af mulighederne for annoncering på Facebook. I Google termer svarer dette nærmest til at sidestille sponserede links med organiske resultater. Med andre ord en ændring, der utvivlsomt vil få stor betydning både for brugere af Facebook og for annonceringen.
Tidligere har det kun været muligt at sende en statusopdatering ud én gang til fans af en fanside, men nu vil man altså kunne sende samme opdatering eller andet indhold ud én gang om dagen til samme bruger i dennes news feed. Muligheden er begrænset til kun at kunne blive vist til allerede eksisterende fans eller venner af disse, i de tilfælde en fan har kommenteret feed’et og annoncen altså derigennem spreder sig.
Dette kommer utvivlsomt til at have stor betydning for muligheden for at kommunikere med allerede eksisterende fans, og vi må forvente et betydeligt løft i klikraterne (sammenlignet med traditionelle Sponsored Stories).
Dertil bliver det sandsynligvis for første gang nogensinde nu muligt at annoncere på mobiler og tablets, der ikke på nuværende tidspunkt viser de traditionelle annoncer. Derigennem vil et stort marked åbne sig, og mon ikke Facebook generelt arbejder på, hvordan andre former for annoncering kan integreres med mobiler og tablets i 2012.
Vi følger selvfølgelig op på dette, så snart denne annoncemulighed kommer til Danmark, og vi har gjort os de første erfaringer. Du kan i mellemtiden læse mere her og her. Du kan også læse lidt baggrundshistorie på Sponsored Stories nedenfor.
Baggrundsmateriale om Sponsored Stories
Facebook introducerede i starten af 2011 de såkaldte sponsorede historier (læs tidligere artikler på Trickle såsom Annnoncekampen mellem Google og Facebook tilspidses og Facebook lancerer ‘Check-in’ under Sponsored Stories). Facebook er nu pt. oppe på 7 varianter af Sponsored Stories. Nedenfor er de gengivet med et overblik fra TechCrunch.
Vi har generelt haft stor succes med Sponsored Stories, og disse har i høj grad påvirket relevans (klikrate) og performance (klikpris og pris pr. fan) i kampagnerne på Facebook i 2011. Mest succesfulde er Like-story og Page Post Story, og derudover findes der altså 5 andre varianter, der er mere eller mindre relevante afhængig af formålet med kampagnen.



